A/B Margrethehåbsparken Forretningsorden for bestyrelsen 1) Bestyrelsesmøder (a) Bestyrelsen udøver sin virksomhed i møder. (b) Bestyrelsen afholder ordinært møde efter behov, normalt 1 gang hver måned. (c) Ekstraordinære møder afholdes på anmodning af blot ét bestyrelsesmedlem. (d) Et medlem er forpligtet til at meddele formanden / næstformanden forfald senest 24 timer inden et mødes afholdelse. (e) Ved forfald deltager kan en evt. suppleant med stemmeret (f) Supplanter deltager ikke i bestyrelsesmøder 2) Mødeindkaldelse og dagsorden (a) Indkaldelse til ordinært bestyrelsesmøde, indeholdende dagsorden og eventuelle bilag hertil, udsendes skriftligt af formanden / næstformanden senest 8-14 dage før mødets afholdelse. (b) Ethvert af bestyrelsens medlemmer kan kræve punkter optaget på dagsordenen. Forslag til dagsordenspunkter, samt eventuelle bilag hertil, skal være formanden/ næstformanden i hænde før mødets afholdelse. (c) Formanden /næstformanden har ret og pligt til at sammensætte dagsorden, så denne kan afvikles på ca. 2-3 timer. Hvis det er nødvendigt, kan punkter udskydes. (d) Ekstraordinære møder skal indkaldes skriftligt med 14 dages varsel til samtlige bestyrelsesmedlemmer. På indkaldelsen skal dagsorden for mødet angives. (e) På hvert bestyrelsesmøde fastsættes dato og tidspunkt for næste bestyrelsesmøde. 3) Mødeledelse og sagers fremlæggelse (a) Formanden leder bestyrelsens møder og står for iagttagelse af god orden under mødet. Endvidere formulerer han/hun de forslag, om hvilke der skal stemmes, samt fastlægger afstemningsproceduren. (b) Enhver, der ønsker ordet, skal henvende sig til formanden, der giver medlemmerne ordet i den orden, de har begæret det. Begærer flere ordet på én gang, bestemmer formanden talerækken. Formanden kan fravige talerlisten, såfremt et medlem ønsker at give konkrete oplysninger af betydning for forhandlingens videre forløb. (c) Et medlem er berettiget til selv at formulere et forslag, samt kræve forslaget sat under afstemning. Et medlem er desuden berettiget til, at fremsætte forslag til forhandlingsprocedure og kræve forslaget sat under afstemning. (d) Når formanden finder anledning, eller når et medlem begærer det, skal det sættes under afstemning, om taletiden skal begrænses eller om forhandlingen skal afsluttes. I spørgsmål om forhandlingsprocedure kan formanden – når der har været talt for og imod procedureforslaget – afgøre, at forhandlingerne herom er afsluttet, hvorefter afstemning straks foranstaltes. 4) Møders afholdelse (a) Bestyrelsen er beslutningsdygtig når halvdelen af dens medlemmer er mødt. (b) Beslutning kan kun træffes i sager, der er optaget som selvstændige punkter på dagsordenen. Der kan dog træffes beslutning i hastende sager, selvom disse ikke er optaget på dagsordenen, såfremt mindst 3 medlemmer er til stede, og ingen gør indvending herimod. (c) I de tilfælde, hvor det skønnes af betydning for en sags behandling, kan formanden/ næstformanden indkalde udenforstående til mødet og lade dem deltage i sagens behandling uden stemmeret. (d) Bestyrelsens medlemmer har pligt til at deltage i møderne, og eventuelt forfald skal forud meddeles. Skyldes et medlems forfald tab af valgbarhed, længere varende sygdom, udtræden efter eget ønske eller lignende, indtræder suppleanten permanent i bestyrelsen som menigt medlem. Ved kortere varende forfald deltager suppleanten i bestyrelsens arbejde som menigt medlem, så længe forfaldet varer. (f) Et bestyrelsesmedlem er udelukket fra at deltage i forhandlinger og afstemninger i sager, hvori han/hun har personlig interesse. Medlemmet skal underrette bestyrelsen,hvis der foreligger forhold, der bevirker inhabilitet eller som kan give anledning til tvivl om hans/hendes habilitet. Medlemmet skal så vidt muligt meddele formanden/næstformanden om sådanne forhold inden mødets afholdelse. Ved et medlems forfald på grund af inhabilitet deltager en evt. suppleant i hans sted. 5) Afstemninger (a) Afstemninger sker efter formandens bestemmelse ved håndsoprækning eller navneopråb blandt de fremmødte. (b) I de tilfælde, hvor formanden anser udfaldet af en afstemning for at være givet på forhånd, kan han/hun erklære et afstemningspunkt for afgjort, med angivelse af den opfattelse han/hun har af sagens udfald. Såfremt intet medlem herefter forlanger afstemning, kan formanden erklære sagen for afgjort i overensstemmelse med den af ham/hende angivne opfattelse. (c) Forslag, der har fået mere end halvdelen af de afgivne stemmer, er vedtaget, og blanke stemmer medregnes således ikke. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. 6) Udvalg og arbejdsgrupper (a) Forud for nedsættelsen af udvalg under bestyrelsen skal der træffes beslutning om udvalgets kommissorium. (b) Udvalg under bestyrelsen har reference hertil. Ad hoc-udvalg opløses af bestyrelsesformanden, når kommissoriet er opfyldt. (c) Intet bestyrelsesmedlem kan sidde som for formand for et underudvalg. Undtaget er Økonomiudvalg hvor Kassereren er formand. (se endvidere kommissiorium for dette udvalg) 7) Referater og ekspedition af behandlede sager (a) For hvert bestyrelsesmøde fører bestyrelsens sekretær et beslutningsreferat over mødet. (b) Enhver er berettiget til at begære sin mening optaget i referatet i form af diktat til referat. (c) Referenten skal udarbejde referatet og udsende det skriftligt til bestyrelses-medlemmer og suppleanter senest 8 dage efter bestyrelsesmødet. (d) Bestyrelsen godkender på bestyrelsesmøder referatet fra sidste bestyrelsesmøde. Ønsker et medlem ændringer eller tilføjelser til referatet, kan dette ske hvis der ikke er indsigelser imod dette. (e) Referater underskrives af samtlige deltagende bestyrelsesmedlemmer og arkiveres i foreningens forhandlingsprotokol samt optages på foreningens hjemmeside. (f) Ekspedition af de i bestyrelsen behandlede sager påhviler formanden, hvis ikke en anden udpeges dertil. 8) Forretningsordens forståelse og ikrafttræden (a) Bestyrelsens medlemmer er forpligtet til at rette sig efter formandens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser. (b) Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden (c) Denne forretningsorden er vedtaget og revideret i bestyrelsen den 6. januar 2025 |
Hjemmeside og hosting håndteret af Boligforeningsweb fra