Udvalgsarbejdet | AB_Margrethehåbsparken

AB_Margrethehåbsparken

Udvalgsarbejdet i A/B Margrethehåbsparken

Bestyrelsens rolle er beskrevet i vedtægterne (§25), hvor det fremgår, at ”daglig ledelse” er en del af bestyrelsens virke. Bestyrelsen skal udføre generalforsamlingens beslutninger Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at forestå forskellige aktiviteter i andelsboligforeningen.

Formål og kompetencer for udvalgene fastsættes af bestyrelsen. Bestyrelsen følger løbende med i udvalgenes arbejde, og bestyrelsen kan gribe ind, hvor den skønner det nødvendigt og eventuelt hjemtage kompetencen.

Ideer, forslag og ansøgninger, som er dækket af de nedsatte udvalg, sendes direkte til de relevante udvalg. Udvalgets behandling og afgørelse kan indbringes for bestyrelsen.

Bestyrelsen afholder jævnlige beboermøder, hvor orientering om og drøftelse af aktuelle sager kan ske.

Udvalgene vælger selv sin formand (dette gælder ikke økonomiudvalget)
Alle udvalg er åbne for tilgang af nye medlemmer blandt beboerne. Det sker ved henvendelse til udvalgets formand.

Referaterne fra udvalgenes møder findes på hjemmesiden samt udsendes snarest efter mødernes afholdelse.

Rammerne, som beskrevet herunder er vedtaget på bestyrelsesmøde den 19. august 2020

Bygningsudvalget

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at forestå planlægningen af vedligeholdelsen af foreningens ejendom samt kloaker og brønde

Kompetence: Udvalget fremsætter forslag til vedligeholdelsen af foreningens ejendom til bestyrelsen/generalforsamlingen. Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget disponerer over midler til vedligeholdelsen som tildelt i Andelsboligforeningens budget. Udvalget administrerer midlerne til vedligeholdelse, der er besluttet på generalforsamlingen.

Ønskes igangsat aktiviteter, der medfører omkostninger udover budgettet, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse forinden igangsætning.

Aktivitetsudvalget

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at arrangere fester, udflugter og andre aktiviteter for foreningens medlemmer.

Kompetence: Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget kan etablere aktiviteter, for hvilke der opkræves et deltagergebyr, idet aktiviteterne forudsættes at hvile i sig selv. Udvalget fører særskilt regnskab for disse aktiviteter, som ikke indgår i Andelsboligforeningens regnskab, Udvalget kan disponere over disse midler. Derudover kan udvalget disponere over midler, som er tildelt i Andelsboligforeningens budget.

Ønskes igangsat aktiviteter, der medfører omkostninger herudover, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse inden igangsætning.

Udvalgets aktiviteter annonceres ved opslag og ved e-mail/seddel til beboere og i Fælleshuset, hvor tilmeldingslister bliver sat op. Aktiviteterne meddeles ligeledes på beboermøderne.

Fælleshusudvalg

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at drive Fælleshusets lokaler for foreningens medlemmer.

Kompetence; Udvalget har ret til at opkræve gebyrer for leje af fælleshuset og dets tilhørende værelse, ligesom der kan opkræves gebyrer for fortæring/salg af drikkevarer i Fælleshuset.

Udvalget fastlægger de nærmere betingelser for brug af Fælleshuset.

Udvalget tager sig af Fælleshusets indvendige drift og vedligeholdelse, kommer med forslag til nye tiltag i Fælleshuset og foretager diverse indkøb. Udvalget udarbejder regler for reservationer og står for udlejningen af lokalerne, ligesom de sørger for udsmykning af lokalerne.

Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget fører særskilt regnskab for de gebyrer, der opkræves for leje af Fælleshuset og værelset. Udvalget kan disponere over disse midler. Derudover kan udvalget disponere over midler, som er tildelt i Andelsboligforeningens budget.

Ønskes igangsat aktiviteter, der medfører omkostninger som ikke kan afholdes indenfor udvalgets eget regnskab eller indenfor de midler, der er tildelt i det nævnte budget, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse forinden igangsætning.

Informationsudvalg

Informationsudvalget har en anden organisatorisk status end de øvrige udvalg.
Bestyrelsen har blandt sine medlemmer nedsat et udvalg til at forestå intern og ekstern information, herunder at vedligeholde foreningens hjemmeside, så alle oplysninger om vores Andelsboligforening er tilgængelige digitalt. Hjemmesiden skal afspejle vores formål og aktiviteter. Både for beboerne og for kommende beboere og samarbejdspartnere.

Alle beboere skal kunne finde informationer, der vedrører Andelsboligforeningens virke og aktiviteter. Beboerne kan få hjælp af pårørende til på den interne del af hjemmesiden at finde relevante dokumenter.

Udvalget kan være andre udvalg og bestyrelsen behjælpelige med f.eks. udsendelse af referater på email.

Socialudvalg

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at sørge for at mærkedage markeres.

Kompetence: Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget disponerer over midler i Andelsboligforeningens budget vedrørende gaver ved runde/halvrunde fødselsdage og blomster ved sygdom og andet.

Ønskes igangsat aktiviteter der medfører omkostninger herudover, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse inden igangsætning.

Vej- og Parkudvalg

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at forestå vedligeholdelsen af foreningens fællesarealer, veje og stier.

Kompetence: Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget disponerer over midler til vedligeholdelsen af fællesarealer, veje og stier , som tildelt i Andelsboligforeningens budget

Ønskes igangsat aktiviteter der medfører omkostninger, som ikke kan afholdes indenfor budgettet, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse forinden igangsætning.

Økonomiudvalg

Formål: Bestyrelsen har nedsat et økonomiudvalg, der skal medvirke til at skabe klarhed over foreningens økonomi samt hjælpe med at belyse spørgsmål af økonomisk art, som kan ligge til grund for bestyrelsens fastlæggelse af foreningens økonomiske dispositioner.

Udvalgets sammensætning: Udvalget består af 4-6 medlemmer valgt blandt interesserede andelshavere. Andelsboligforeningens kasserer er formand for udvalget. Der vælges en sekretær, som udarbejder referat af møderne.

Møder: Udover 2 faste møder kan formanden indkalde udvalget efter behov. Orientering om udvalgets arbejde foretages af udvalgets formand med mindre andet er aftalt.

Andet: Udvalgsmedlemmerne kan ikke egenhændigt repræsentere foreningen over for bank, revisor eller myndigheder med mindre bestyrelsen har givet sit tilsagn. Hvis personlige henvendelser medfører salærer m.m., sker dette for egen regning. Udvalgsformanden kan dog anmode medlemmer om at rette henvendelse til bank, revisor etc. på udvalgets vegne.

Værkstedsudvalg

Formål: Bestyrelsen har nedsat et udvalg med opgaven, indenfor de rammer der er givet i Andelsboligforeningens vedtægter og i generalforsamlingens vedtagelser, at drive værkstedet for foreningens medlemmer

Kompetence: Udvalget tilrettelægger selv sit arbejde.

Økonomi: Udvalget disponerer over midler til vedligeholdelsen af værksted, som tildelt i Andelsboligforeningens budget.

Ønskes igangsat aktiviteter der medfører omkostninger, som ikke kan afholdes indenfor budgettet, forelægges sådanne for bestyrelsen til godkendelse forinden igangsætning.